400 rum på nyt supersygehus er ramt af skimmelsvamp
SYDDANMARK: Flere hundreder rum og toiletkabiner på det nye Odense Universitetshospital er blevet angrebet af skimmelsvamp. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Et omfattende arbejde med at få bugt med de trådformede mikrosvampe er i gang og forventes at vare yderligere et halvt år.
Årsagen til, at skimmelsvamp har kunnet vokse i de nybyggede rum og toiletkabiner, er ifølge Fyens Stiftstidende, at regn er trængt ned igennem utætte tage på byggeriet.
Supersygehuset bygges af den italienske totalentreprenør JV CMB/Itinera. Ifølge Arolodo Tegon, der er chef for den italienske totalentreprenør, opdagede de problemerne for et år siden og begyndte herefter at udbedre fejlene.
Taget er leveret af en underleverandør, og det er det samme tag, der ligger på alle bygninger.
- Vi er i dialog med vores underentreprenør om, hvad der er sket, men kan ikke melde noget ud på nuværende tidspunkt. Det er selvsagt ikke acceptabelt, at der trænger vand ind i et byggeri, siger Arolodo Tegon i et skriftligt svar til Fyens Stiftstidende.
Konkret er der ifølge avisen tale om cirka 400 rum og 200 toiletkabiner, der skal stå på sengestuer.
Byggeriet af det nye supersygehus, som kaldes Nyt OUH, er blevet forsinket flere gange. Senest i december 2022, hvor der blev tilføjet yderligere et år, før hospitalet kan tages i brug.
I samme omgang blev det meldt ud, at byggeriet forventes at blive mere end en halv milliard kroner dyrere. Det skyldes blandt andet prisstigninger.
Det første spadestik til hospitalet blev taget i 2016, og byggeriet af selve hospitalet begyndte tre år senere. Planen var, at det skulle stå færdigt i slutningen af 2022. Regionerne forventer nu, at Nyt OUH kan tages i brug i slutningen af 2025.
Det er uvist, om skimmelangrebet har haft indflydelse på den seneste forsinkelse, skriver Fyens Stiftstidende.
Flere hospitalsbyggerier har været ramt af forsinkelser. Også et nyt hospital i Hillerød og Sjællands Universitetshospital i Køge bliver afleveret senere end først forventet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.